Viborg Gravel Cup 8688

Viborg Gravel Cup 8688 er en ny gravel-serie hen over efterår og vinter, hvor intens konkurrence møder fællesskab og hygge.

Glæd dig til fire spændende løb i området omkring Viborg – hver med ca. 90 minutters kørsel på 6–8 km grusrunder.

Her får du mulighed for at give den gas, teste formen mod andre gravel-entusiaster og runde dagen af med en varm skål suppe og hyggesnak i målområdet. Og uanset om du jagter podiet eller bare vil have en sjov dag på cyklen, lover vi smil, sved og lidt skidt på benene.

Gravel Cup i Viborg

4 afdelinger - sæt kryds i kalenderen

  26. oktober 2025 i Viborg Krat

  23. november 2025 i Stendal

  25. januar 2026 (Følg med på Facebook)

  22. februar 2026 (Følg med på Facebook)

Alle løb køres på søndage kl. 11.00, så du kan nyde morgenmaden, trille ud til start og stadig få en afslappet eftermiddag bagefter.

Gravel Cup i Viborg

Løbsformat og Cup-struktur

Hver afdeling køres som et 90-minutters løb. Når tiden løber ud, fuldfører du den omgang, du allerede er i gang med. Herefter registreres både tid og antal omgange – og så handler det om at ramme rytmen: Kan du presse én omgang mere ind, før uret slår ud?

Ruterne byder på blandet terræn med grus, skovveje og lette stigninger – skabt så alle kan være med. Uanset om du er ny på gravel eller en rutineret rytter, bliver du udfordret på en sjov og overkommelig måde.

Cup’en består af fire løb. Din samlede stilling beregnes ud fra dine tre bedste resultater, så der er plads til en fridag – eller en dårlig dag – uden at ryge ud af kampen om den samlede sejr.

Finalen den 22. februar sætter punktum og afgør, hvem der kan kalde sig vinder af Viborg Gravel Cup 8688!

Sted og ruter

For at gøre oplevelsen ekstra spændende – og fordi tre af ruterne kræver særlige tilladelser – offentliggør vi først rute og præcis lokation kort før hver afdeling.

Alle løb afvikles inden for ca. 20 km fra Undallslund Trailcenter ved Viborg – i varieret, naturskønt terræn, der spænder fra skovbund til grusgrav.

Hver rute tilpasses, så alle kan være med: fart og taktisk kamp for de hurtige – masser af flow og sjov for motionisterne. Med omgangslængder på 6–8 km passerer rytterne jævnligt start/mål, hvilket giver et fedt og publikumsvenligt setup.

Kom i god tid til startnummerudlevering, opvarmning og racebriefing (10 min før start). Vi sørger for tydelig rutemarkering, sikre forhold og hjælpsomme officials – du skal bare nyde løbet.

Gravel Cup i Viborg

Gravel Cup i Viborg